www.focusfoto.dk

Jeg har flyttet min blog til

http://www.focusfoto.dk

Bloggen flytter

Så har jeg fået lavet mig en ny hjemmeside med blog, så den vil jeg bruge for fremtiden. Dvs den her bliver inaktiv, så flyt dit feed over til den nye side på http://www.focusfoto.dk/?page_id=35

Rejseberetning fra Bali

Denne rejseberetning adskiller sig fra de øvrige, som du finder HER, ved at den er skrevet efter turen, da vi ofte var steder uden forbindelse til internettet, ligesom dem jeg plejer at skrive for jo var med på turen, så motivationen var mindre.

Men hvis jeg selv om nogen år skal have en chance for at huske detaljerne fra turen, så har jeg valgt at lave en rejseberetning.

Du finder billeder fra turen her: http://www.focusfoto.dk/bali/

Oplægget til turen var, at det skulle være en rigtig familietur, ligesom dengang vi i 1991 var på Koh Tao. Altså uden kærester. Det eneste slinger i valsen der blev tilladt var, at Troels og Shonna fik den udemærkede ide at invitere farmor og Knud med på turen.

Det var så meningen at vi ville placere dem et centralt sted og så rejse rundt i et ottetal, så vi kom og besøgte dem halvvejs på vores rundtur, men sådan gik det ikke.

Vi tog afsted fra Bramming den 11-8 kl. 1300 og kørte til KBH, hvor vi indlogerede mor og Knud på et hotel tæt på lufthavnen, hvorefter vi kørte ud til Shonna, da Knud ønskede at komme i Tivoli. Så sammen med Maggie tog de i Tivoli, medens jeg hyggede mig nede på havnen.

Vi sov på en stor luftmadras i stuen hos Shonna. Næste dag kørte vi ud og hentede MK på hotellet og så ellers ud til lufthavnen, hvor vi læssede bagagen af. Shonna kørte bilen tilbage til lejligheden, hvor Ottar ville passe på den.

Omkring 1430 fløj vi så ellers afsted med Thai Air via Bangkok til Denpasar.

Da vi ankom blev vi mødt af Troels, som var taget afsted en uge før vi andre. Han havde lejet en bil, som han kom for at hente os i, da vi skulle videre til Padangbai, idet det var umuligt at få noget at bo i omkring Kuta og Sanur, da der var totalt overbooket.

I Padangbai boede vi 3 forskellige steder, hvoraf det bedste og billigste var Toby Inn, som lå helt henne for enden af stranden – ja altså bortset fra Chuis og mit rum, som var uden vinduer og lå ovenpå køkkenet.

Næste dag lejede vi motorcykler og kørte ind til Sanur for at finde et bedre og mere interessant sted til MK. Vi var rundt rigtig mange steder og havde næsten opgivet, da Shonna lige ville ind og kigge endnu et sted, hvor det viste sig at de havde 2 ledige rum i en villa med separat indgang. Villaen lå i en indhegnet have. Ved siden af villaen var der en fin køkkenbygning udenfor hvilken der var spisebord og møbler. Et værelse kostede 450.000 rupies (flyt kommaet 3 pladser til venstre og divider med 2 – altså ca. 225 kr), hvilket var billigt set i lyset af hvor overbooket der var i byen samt hvad man fik for pengene.

Så vi var rigtig glade da vi trætte kom til Padangbai kl. 19 og kunne fortælle MK, at vi havde fundet et rigtig fint sted til dem. Næste dag lejede vi en bil og kørte ind og indstallerede dem, hvorefter vi tog hjem igen og gjorde klar til afgang mod Nusa Penida / Lembongan næste dag.

Vi ville oprindeligt have været rundt på Bali, men det havde Troels været og han kunne berette, at der var mange turister overalt, og det var svært at få noget at bo i. Så vi blev meget let enige om at søge mod øst.

Der går kun en daglig bilfærge til Nusa Penida, som kun koster omkring 9 kr. pr. hoved. Den afgår kl. ca. 1100, så vi var på havnen i god tid for at købe billetter, men fik at vide, at færgen var overbooket – WHAT - en færge kan ikke være overbooket på disse breddegrader. Et fremmedord, som billetmanden må have lært af de private bådudlejere, for der var ingen problemer med at få billet til næste dag, så jeg er sikker på, at der er tale om en organiseret scam, hvor han får provision fra de private kaptajner.

Nå men vi var så nødt til at betale 300.000 for en udrigger, som så i stedet sejlede os til Lembongan, som var tættere på, da vi så blot kunne bevæge os den modsatte vej hjem.

Jeg havde forestillet mig en forholdsvis simpel og rolig ø, men det viste sig at være et ret besøgt sted. Det første vi så, da vi anløb, var to store ”flydende forlystelsespaladser”, hvortil man sejler Taiwanesere og Koreanere ud fra Sanur, så de rigtig kan hygge sig med spisning, dykning, vandrutschebane, banansejlads, parasailing, ubåd osv.

Det var bagende solskin og varmt, hvilket det i øvrigt var hver dag indtil den 1-9, så der var ikke basis for at begynde at vandre rundt for at finde et egnet overnatningssted, da flere af deltagerne var noget røde i hovedet af varme.

Alt var selvfølgelig udsolgt og priserne var helt åndsvage, men en gut mente han vidste hvor der var noget, så jeg hoppede bagpå en scooter. Vi kørte ca. 2 km udenfor byen mod nord, hvor der var et kun 4 måneder gammelt ressort. Det var Peter fra Australien, der havde bygget resortet for ca. 4 måneder siden. Det hedder Anjani og er det sidste hus inden mangroven og havet.

Der var kun 3 hytter på stedet, men alligevel var der en bar og en svømmepøl. To af hytterne var rigtige balinesiske stråtægte hytter på pæle, medens den tredje var i jordniveau, da den var bygget til hans far, men den var pt. ikke udlejet.

Så det endte med at vi fik et helt resort for os selv – 2 hytter for 100 kr. pr. stk – hvilket var rigtig god value for money. Eneste ulempe var, at det lå 20-30 minutters gang udenfor byen, men det var ikke noget problem, da vi lejede scootere, så vi kunne køre rundt på Nusa Lembongan og naboøen Nusa Ceningan (25 kr. pr. dag pr. stk.).

Jeg havde forestillet mig nogle fantastiske strande rundt om øen, men pga. tidevand og koralrev, så er havet kun hjemme halvdelen af tiden. Det skulle i øvrigt vise sig at være generelt alle de steder vi kom frem. Vi fandt ingen steder med en perfekt hvid sandstrand, hvor der altid var vand.

De kommende dage kørte vi øerne tynde og så nogle flotte naturscenerier specielt på den sydlige ende af Nusa Ceningan, hvor der var stejle klipper og kraftige bølger. Vi så også to svalerede huse. Det var nogle lange høje murstenshuse, hvor der kun var hullet i rygningen til svalerne og en lem i siden til personalet. Så i stedet for at kravle rundt på farlige stativer i huler, så kunne de her høste rederne på en nemmere måde. Men den ene af husene var forfaldet, så det kan godt være, at ideen ikke er så god alligevel.

En dag lejede vi en båd og sejlede ud fra nordvest spidsen af Nusa Ceningan, da vi ville over til Nusa Penida for at se Mola Mola fisk. Da vi kom derover, så var der mange dykkerbåde i område og vi lå og fridykkede i en times tid, men så desværre ingen Mola Molaer, som også kaldes solfisk.

Næste dag tog vi med båden fra samme sted over til Toyapakeh på Nusa Penida, Udenfor byen var der endnu et ”flydende forlystelsespalads”. I byen fandt vi et dykkercenter, men de var helt booket og havde ikke nogen ledige rum. Herudover fandtes kun 2 værelser til udlejning i hele byen. Disse værelser lå i en kunstig park, som tilhørte ”Quick Silver”, der var ejeren af forlystelsesskibet. Vi bookede de 2 rum, da vi så ville bo et par dage på stedet.

Rundt om alle øerne i dette område foregår der en stor produktion af tang i mange forskellige farver og størrelser. Det produceres ved at man banker en række pæle ned i havbunden med en indbyrdes afstand på ca 40 cm. Omkring 10 m længere ude laver man en lignende pælerække. Mellem pælene binder man et stykke tov hvorpå man for hvor 30 cm har fastbundet et stykke tang. I løbet af 1-2 måneder er tangplanter vokset til 5 gange den oprindelige størrelse, hvorefter der høstes og tangen bliver tørret. Under tørringen bliver noget af tanget overdækket med plast for at blege det, hvilket forøger værdien.

Overalt hvor der var plads blev der tørret tang og lugten var ikke behagelig, men heller ikke rigtig dårlig. For den tørrede tang fik de omkring 15 kr. pr. kg.

Da vi næste dag flyttede til Toyapakeh, havde de lejet det ene værelse ud, da de ikke var sikre på vi kom. Nå men så fik Chui mulighed for at sove udenfor, ligesom hun flere gange havde givet udtryk for var hendes ønske. Hun sov på en bænk i parken og jeg sov på et bord ved siden af.

Jeg ved ikke om det var pga. rammadanen at minaretsangeren begyndte ved 3-4 tiden om morgenen, men det var aldeles forstyrrende for en ordentlig søvn. Da jeg næste morgen stod op, så fandt jeg Chui inde i sengen sammen med ungerne. På grund af minaretsangen så sov vi de 2 følgende nætter 4 i en seng.

Vi fik vores egen båd med kaptajn og dykkerguide ombord, så vi sejlede alle ud for at finde solfiskene (Mola Mola). Det var kun Troels og jeg der dykkede. På vort første dyk så vi 2 kæmpe store Mola Molaer på 46 m. De var lige så store som et spisebord.

Vi sejlede derpå helt ned til sydspidsen af Nusa Penida, hvor vi dykkede sammen med 7 kæmpe mantaer på ca. 15 m vand i nogle kraftige dønninger tæt på klipperne. Det var et flot dyk. De minder meget om ufoer, når de kommer svævende.

Hvor heldig kan man være – både Mola Molaer og ufoer på en dykkerdag. Fantastisk oplevelse både for os dykkere, men også for damerne.

Næste dag var vi til begravelse. Når folk dør, så bliver de gravet ned med henblik på en senere begravelse, som afholdes et par gange om året. Men der kan godt gå flere år, inden den døde bliver begravet rigtigt, da familien også skal have råd til begravelsen.

Under stor festivitas bliver de rensede knogler, der er indsvøbt i lærred, bragt op i nogle høje tårne, som bliver båret af 2-300 mand. De løber afsted med tårnede og danser rundt for at forvirre de onde ånder. Når tårnene - der var 2 til ca. 150 afdøde - så kommer ned til stedet hvor ligbrændingen skal foregå, så bæres lærredsposerne ned og placeres i en ko/løve eller lignende dyr, der er lavet af papmache og placeret ovenpå et bål. Dyret er bla. udsmykket med billeder af afdøde.

Når alle ceremonier er tilendebragt, så afbrændes de 150 tætliggende ligbål på en gang. Vi var på det tidspunkt kørt, da vi ville rundt og se øen, men det må have været et kollosalt bål.

Vi kørte nordpå op til færgehavnen og fulgte østkysten 2/3 del sydover og kørte hjem gennem bjergene. En rigtig flot tur.

Vi tog en lokal båd fra Toyapakeh til Kusamba og derfra en bemo de ca. 10 km nordpå til Padangbai. Herfra tog vi den store bilfærge de 4½ time over til Lembar, som ligger 30 km syd for hovedstaden Mataram på Lombok.

Som altid på banegårde og færgesteder så blev vi også her ”overfaldet” af folk, der ville gøre både vores rejse og vores pung lettere. Vi ville op til Sengigi på nordvestkysten og det ville de have 300.000 (150 kr) for. Det nægtede vi, så vi begyndte blot at gå nordpå. Heldigvis var alle med på planen, for havde der været den mindste slinger i valsen, ja så havde vi været prisgivet og et let bytte for grippene.

Vi vidste ikke om der var en by, men havde en ide om, at der var en busstation et eller andet sted, men det benægtede de selvfølgelig. To franske svanser med kufferter ville heller ikke betale den høje pris, så de begyndte også at gå mod nord.

Vi blev selvfølgelig ”forfulgt” af tutsene, som vist på et tidspunkt var kommet ned i 250.000. Vi gik bare derudad. Vi kunne få en taxa for godt 200.000 fandt vi ud af. Efter godt en kilometers gang kom vi til et kryds, hvorefter det vrimlede med Bemoer, som kun har fixed price for lokale. Vi fik fat i en, som var villig til at gøre turen for 150.000 rupi, så det var med stor fryd, at vi steg ind i bilen sammen med frøene og så gribbene få et langt næb. Herligt, jeg havde gerne gået dobbelt så langt for det syn.

I Sengigi var det for en gang skyld damernes tur til at finde overnatning, så Troels og jeg satte os ned og drak øl. Det tog dem omkring en halv time, der var booket overalt, men til sidst fandt vi et rigtig fint sted 1 km syd for byen. Sådan et rigtigt ”Tjæreborg” hotel med pool, have og hav, men det kostede selvfølgelig også kassen, vist omkring 200 kr. pr rum. Chui var helt vild med stedet, så det var jo fint.

Næste dag lejede vi scootere og kørte nordpå langs vandet og ned til hvor bådene går over til de 3 Gili øer, da vi overvejede at tage derover senere på turen. Der var en færgeterminal, hvorfra der sejlede mange små både over til øerne.

Vi kørte derpå ind til hovedstaden Mataram via en vej, der førte os op gennem bjergene. Rigtig flot tur, hvor vi så mange vilde aber. Fremme i hovedstaden fandt vi det største indkøbscenter, da der nu skulle shoppes igennem. Jeg gik en tur, medens de andre osede rundt.

Næste dag efterlod vi 2 rygsække på hotellet og så susede vi ellers sydpå med en rygsæk mellem benene og en dame på bagsædet. Vi kørte ned til Mataram og mod øst til Praya og så ellers mod syd indtil vi kom til Kuta, der ligger på sydkysten af Lombok og skulle være en stor badeby.

På køreturen fandt vi ud af hvad Ramadan betyder. Det eneste mad det er muligt at opdrive udenfor turistområderne er tørkost som kiks, slik og dadler. Købmændene havde dog også YumYum, som Chui og ungerne hurtigt fik hældt noget varmt vand på medens jeg holdt mig til dadler.

Vi fandt et hyggeligt sted ude i den østlige ende af stranden, hvor vi fik et kæmpe hus med et stort værelse og 2 senge, så det tog vi. Stranden så rigtig flot ud, men vi fandt dog hurtigt ud af, at det kun var en gang imellem den var flot, for tidevandet gjorde, at hele bugten næsten blev tørlagt.

Vi blev fortalt, at araberne havde opkøbt hele stranden og ville til at bygge store resorts på stedet. Jeg tror, at de kun har set stedet ved højvande, for ved lavvande var der ikke meget resort over det sted.

Vi gik en tur ind til den lille by, men blev totalt overfaldet af unger der ville sælge alt muligt turistgejl. Alle de meget pågående unger gav også forklaringen på hvorfor vores resort var omgivet med hegn og pigtråd. I byen var der også en stribe boder med hatte, tørklæder og kjoler samt nogle restauranter, men så var det ellers også slut med turistting.

Vi kørte en lille eftermiddagstur vestpå langs vandet. Efter 5 km var vejen blevet så dårlig, så vi ikke gad at køre længere. Der var grunde til salg overalt, flotte steder, men med den meget dårlige infrastruktur, så går der nok nogle år, før området bliver det store tilløbsstykke. Der vil dog ske noget når de bliver færdig med deres internationale lufthavn.

Hjemme på resortet mødte vi en flink gut, som var på cykeltur, hvilket han havde været i nogle år. Han var kørt fra Spanien og ned til Cape Town gennem vest Afrika og så via den østlige side af Afrika og og rundt hjørnet til Indien og østen. Han viste os billeder og film og fortale om sin tur, meget interessant.

Næste dag kørte vi ad de små veje mod øst. Selv om man ikke skulle tro at det var muligt, så var vejene her dårligere end dem mod vest. Det havde ellers været min mening at køre denne vej op mod østkysten, men til alt helt fik vi afprøvet vejene uden bagage. Vi kørte et styk op og derefter hjemover i en cirkel, da vi ikke havde lyst til at køre tilbage af de samme veje. Men rigtig langt, langt ude af disse veje skulle der ligge et luksus dykkercenter, men vi havde simpelt hen ikke røv og kræfter til at køre derud.

Det var en kanon flot tur, som bragte os rundt langs kystlinien og ind gennem kæmpe områder med tobaksmarker. Vi kom også forbi en ”turistlandsby” sådan lidt hen ad Hjerl Hede og Lejre, blot med den forskel, at folk boede der fast. Men i stedet for landbrug, så havde de skiftet til turistbrancen. De lavede alle mulige former for håndværk, som kunne købes til meget rimelige priser. Stedet var ikke overrendt – faktisk var vi de eneste besøgende. Da vi var færdige derinde var CP lige ved at komme op at toppes med en af sælgerne, men ungerne fik reddet hende i sikkerhed inden blodet kogte over.

Om aftenen lavet vi et stort grillparty for de ansatte på resortet, ligesom vi inviterede vores cykelven. Vi var først ude at samle brænde i en palmelund, hvorefter de ansatte hjalp med at anrette bål og rense fisk. TJ havde fået dem til at hente 3 1½ liters flasker med palmevin. Vinen var noget plumret skummende gulligt halvfærdigt bryg. Det var ikke ret stærkt, men smagte faktisk OK, når man lige var kommet sig over udseendet.

Næste dag gik op ad mod Praya og så østover ud til kysten. Ifølge guidebogen, så skulle der være et overnatningssted i Labuhan Lombok, der ligger i den nordøstlige del af Lombok og er færgehavnen hvorfra man rejser videre østover ud mod Timor og verdens ende.

Dejlig køretur, men vi fandt ingen overnatningssteder eller spisesteder før vi kom til færgebyen. Her endte vi ude for enden af vejen ved færgehavnen, hvor det endelig var muligt at få andet en nudler og varmt vand. Vi kørte derpå de 2 kilometer tilbage til byen, hvor det ene hotel var fyldt, men heldigvis havde de 2 ledige værelser det andet og sidste sted.

Den østlige del af Lombok er ikke overrendt af turister, hvilket er meget heldigt, da der kun er meget få steder man kan overnatte. Vi så faktisk ikke andre turister fra vi forlod Kuta og indtil vi kom tilbage til Singigi.

Det er umuligt at købe øl på disse kanter. Tror faktisk heller ikke det er muligt udenfor ramadanen. Men dumme som vi var, spurgte vi om hvor vi kunne købe et par ølbamser. En gut kendte et sted, så vi fulgte med ham ned i et villakvarter, hvor vi kom ind i et privat hjem. Indehaven gik ind bagved og kom tilbage med to rigtig varme øl, som vi så sneg os hjem med idet vi forsøgte at køle dem ned med nogle isklumper, som vi havde fået med i handlen.

Om aftenen var der et lille marked, hvor man kunne købe nogle friturestegte ting. Vi gik ind og spiste på byens eneste restaurant/madhus. Derefter var det hjem og i seng. Byen var totalt sort og død. Muslimerne forstår virkelig kunsten i at fjerne al glæde og positive ting, så hverdagen bliver grå og trist.

Klokken lort om morgenen begyndte minaretsangerne at bræge. Ja der var virkelig tale om flertal, for vi havde været så heldige at bo mellem to bedehuse, så kl. 0400 var det slut med søvn.

Det var nu ikke så ringe endda, idet vi kom tidligt ud af fjerene og var på vejen inden solopgang. Det var en fantastisk morgen. Vi kørte mod nord langs vandet og blev mødt af den honningagtige duft fra cashewnut træer, frugtbare plantager samtidig med vi blev badet i den opgående sols stråler, så vi langsomt fik varmen i kroppen og Chui kunne smide mit sarong, som hun havde pakket sig ind i.

Turen rundt om nordspidsen var den flotteste tur på hele rejsen. Fantastiske scenerier og et enormt frugtbart landskab, som var en klar modsætning til den gold sydlige del af Lombok.

Vi parkerede scooterne og tog båden over til den første af øerne Gilli Air fra færgestedet på den nordvestlige kyst nord for Sengigi. Vi fik et par rigtig fede hytter på den modsatte side af øen, hvor vi selvfølgelig gik over, da der ikke findes nogen transport på øen. Det tog godt en time at gå rundt om øen, der var forholdsvis uberørt. Gilli Meno, der er den midterste af øerne, skulle være den mest uberørte af de tre.

Efter to dage tog vi over på den fjerneste og mest turistede af øerne, Gili Trawangan, som det tog ca. 2 timer at gå rundt om. Meget turistet, liggestole på stranden og ”vild” trafik i form af æsler med trækvogne. Vi lavede lidt fridykning, ligesom vi en dag forsøgte at svømme rundt om øen. På vores svømmetur mødte vi nogle kunstige koralrev, som dykkercentrene havde lavet 50 m ud for deres forretninger. Det bestod af diverse kunstnerisk udformede metalkonstruktioner, hvortil de tilførte en svag elektrisk strøm, hvilket bevirker, at korallerne vokser hurtigere.

Da vi var kommet halvvejs rundt om øen var vi blevet trætte, men for at komme ind til kysten, så skulle vi først overleve brændingens møde med koralkanten, hvorefter vi i bare fødder skulle gå 200 m på koraller. Jeg havde nær ikke overlevet gåturen, da koraller og bare fødder ikke passer sammen og slet ikke med mine følsomme prinsessefodsåler. Stor var glæden, da vi kom ind til stranden. På denne side af øen var der endnu ikke resorts og forretninger, så vi fortsatte ørundturen til fods.

Av, Av, Av. Sandet var så varmt så man ikke kunne gå på det, så det var noget med at løbe fra græstot til græstot og skyggeplet. Når der ikke var nogen pletter, så hoppede jeg op på mine finder og stod og ømmede mig. Endelig fandt nogle gamle ilanddrevne sko i forskellige størrelser og udformninger. De reddede vores fødder og værdighed, da forbipasserende grinede noget, når vi kom hoppende og udstødte vores Av, Av, Av.

Vi boede et rigtig fint sted med gode værelser, DVD-afspiller og masser af film samt egen bar i haven, men den ø var ikke min kop te.

Da vi skulle fra øen igen, ja så skulle de selvfølgelig tage røven på os med hensyn til færgebilletten, som nu kostede det dobbelte af hvad den kostede inde fra land. Disse mennesker gav mig absolut ikke lysten til en dag at komme tilbage til stedet.

Nå men vi kørte tilbage til Sengigi og hentede vores to rygsække. Ja faktisk så havde vi klaret os med halvdelen af det vi havde med i over en uge, så vi må blot igen konstatere, at vi havde slæbt for meget med.

Vi fik afleveret scooterne og hyret en taxa til Lembar, hvorfra vi tog båden tilbage til Padangbai og så med taxa herfra ned til mor og Knud i Sanur.

Vi boede i værelset ved siden af, men i det samme hus som MK. Ret ok sted, da vi havde eget køkken, spisebord og terrasse. Alle turisterne havde i mellemtiden forladt Sanur, så nu var der masser af plads.

Sanur ligger tæt på Kuta og er et rigtigt charterturistområde. Vi hyggede os i 4 dage med shopping, madlavning, badning og afslapning. Jeg havde ikke klaret én dag mere på det sted, så det var dejligt da vi endelig skulle hjem.

Sådan bør alle ferier slutte, nemlig, at man kommer til det punkt, hvor man glæder sig til igen at komme hjem.

Video recorded with a Canon 7D

This is a quite awesome video, which have been recorded with a 1700$ Canon 7D.

Arrested Development - "The World Is Changing" from James Edwin Myers Jr. on Vimeo.

Lydfiler fra Bali

Her følger så de totalt uredigerede lydfiler, som vi optog på vores tur. Mange af dem er kun for indviede, men flere af dem kan fint høres af udenforstående - jeg kan bla. anbefale skakbrikorkesteret.

Da lydfilerne sløvede denne blog helt utåleligt, så har jeg flyttet dem til en selvstændig blog, som du finder her:

http://focusclaus.blogspot.com/

Gili Islands

Saa kom vi tilbage til lidt mere civilisation efter at have vaeret rundt paa mc paa Lombok i nu 4 dag. Ingen net, ingen mad (ramadan) masser af taarnsangere ja korrekt gaettet, muslim bliver jeg nok aldrig.

Vi kom til Gili Air i gaar. Det er en af 3 smaa tropeoer nordvest for Lombok. Vi havde en fed hytte lige ned til vandet. I dag tog vi saa videre til den yderste af oerne Travangen, hvor der er mange turister og alt hvad dertil hoerer bla. internet.

Jeg er paa vej en tur rundt om oen, som nok tager omkring 2 timer, ligesom den i gaar. Maaske bliver vi 3 dage, men saa er det ogsaa tilbage til mor og Knud, hvor vi vil tilbringe de sidste 4/5 dage.

Alt vel ogsaa hos mor og Knud, som selv har vaeret paa en oetur.

Knus fra The Jepsen Team.

Test af lyd fra Bali

NU KØRER JEPSENS HJEMMESIDE FRA BALI, SE DET SIDSTE NYE HER:

www.troelsjepsen.com/bali

Det tager en krig at uploade en fil hernede, så det er ikke sikkert at alle lydfilerne virker, men sådan er det at være borte fra sin bredsbåndsforbindelse.

Nå men inden lyden overtager, så lige et par ord. I går fik vi installeret mor og Knud på et sted der virkelig er dem. Mor udtalte straks, at hun nok kommer igen næste år, så det lover godt. Kort fra deres sted er der 150 tørklæde og souveniers forretninger, så det skal nok gå fint.

Vi er på vej til at forladce Padangbay, da vi ikke kan få lov at bo på dette sted længere. Fantastisk backpackersted, men CP er ikke vildt imponeret :)

Så vi tager båden østpå mod Nusa Lembongan, som skulle være roligt. Håber vi finder nogen basthytter på stranden.


Filerne er flyttet til:

http://focusclaus.blogspot.com/

Vel ankommet

Vi ankom lidt trætte, men til noget fint vejr og Troels, som havde lejet en bil, hvori han kørte os 1½ time nordpå, men mere om det på Shonnas hjemmeside om turen. I finder siden på www.troelsjepsen.com/bali når den engang kommer op og køre.

Vi skal til byen nu og have installeret farmor og Knud, så jeg kommer tilbage senere.

Afgang til Bali

Efter en noget travl sommer er det rart, at det nu endelig er vores tur til lidt ferie. Taskerne er pakket så minimalistisk som mulig, men elkande og 2 krus er der selvføgelig blevet plads til. Jeg ligger på divaneseren og venter på at Chui kommer hjem fra børnehaven kl. 10, hvorefter turen går mod Bramming.

Det er så planen,at vi tager en tur i Tivoli i aften, hvorefter mor og Knud skal bo på hotel og vi bor hos Shonna.

Har lige haft TJ i røret og han melder at alt er vel på Bali, hvor han nu har været i 8 dage. Han har kørt øen rundt og fundet ud af at sydkysten edr monster overrendt af australienere, så priserne der er meget opskruet. Han har også kigget på Sanur, men det er også dyrt, så nu vil han forsøge at finde noget i Padangbay.

Så det bliver jo spændende hvor vi skal bo henne. Men det vigtigste er, at turen nu endelig er startet.

Her er hvad TJ lige har skrevet:

Saar har jeg naesten vaeret hele oen rundt paa scooter!Jeg har vaeret paa adskillige hoteller, resorts, home stays etc...men der er ikke ret mange som er ideelle til F+K. Nu er jeg I Sanur paa oest kysten som er lidt som Phuket I Thailand. Restauranter og liggestole nede ved stranden med hvidt sand. Det er en option til dem meeeen, naesten alt er fuldt booket! Der er nogle steder frie paa de store 5 stjernede hoteller. Der er ogsaa muligheden for “Padangbai”. Det er noget af det samme men mindre. Problemet der er ogsaa at naesten alt er booket. Fordelen er at de kan faa luksus til biligere penge og muligheden for at tage faergen over til Nusa Lembongan. Generelt er syden+sydvest fyldt med turister... proppet til randen. Nord+nordoest er tomme men heller ikke ret interesante hvis man leder efter laekre strande. Jeg foreslaar at vi snupper en overnatning I syden og dagen efter videre mod Padangbai (oest) hvor F+K kan beslutte sig om de vil blive der eller med os videre til Nusa Lembongan hvor jeg har hoert at de har hvide sand strande og hygge som vi alle leder efter. Der er ogsaa muligheden for at tilbringe nogle overnatninger I Padangbai og tage dagsture ind I midten af Bali hvor der er utroligt smukt...rismarker og “aegte” Balinesere som arbejder som de har gjort gennem generationer...

INFO OG HUSKELISTE!

SLIK (utroligt vigtigt saa man kan give noget til boernene)

Souvenirs eller tingeltangel fra DK til at give til venlige folk. De er ofte meget gavmilde saa det er for at give dem noget igen udover penge....

En var troeje/vind jakke I tilfaelde af at vi tager op I bjergene hvor temperaturen ligger paa 18grader...

Bambuser

Prøv at klikke ind på MIN SIDE på Bambuser her har jeg lige lagt et arrangement ind til i morgen den 25-4, hvor jeg via min mobil vil lave en live broadcast til nettet:

Tomorrow the weather looks fine for hanggliding, so I am going to Fasterhold Drageflyvercenter in Fasterhold, close to Brande in Denmark. We are flying both hanggliders and paragliders. The way we get in the air is by towing, so tomorrow I will show you how it is done. If you like, you are welcome to come and have a look or phone me if your are interested (+4525283235).

Paris

Her i påsken var Chui Ping og jeg i Paris og besøge Troels. De sidste par dage kom Shonna forbi fra Østrig, da hun skulle arbejde en uge i Paris.

Chui var nødt til at optræde som model, da jeg skulle have afprøvet mit nye kamera, men jeg synes nu, at hun slap meget hæderligt fra det, men døm selv, klik her.

Fillipinerne 2009 i lyd og billeder

Her er linket til siden med lydfilerne:

http://focusclaus.blogspot.com/

Manipulating 5d Mark 2 video aperature

Her har du en smart måde at omgå de begrænsinger, 

der er ved 5D2´s videomuligheder.



Canon 5D Mark 2 Video Aperture Manipulation Demo from Mark Fong on Vimeo.

Afgang til Hongkong og Fillipinerne

Om 4 timer gør det østover. Skulle du få lyst til at læse lidt om hvad vi oplever, så kan du komme ind på min travellog ved at klikke på overskriften. 

God vinter. Er hjemme igen den 19-2.

Strøgtur

På en julestrøgtur mødte jeg denne model, som var så venlig at stå stille, medens jeg fik stillet på kameraet.

Næsten klar

Ja så er der kun en enkelt vagt tilbage, men bortset fra den, så har jeg fri de næste 2 måneder. Jeg er gået i gang med at pakke sækken for den 28. er der afgang med tog kl. 23 mod Kbh., hvor jeg næste dag kl. 0810 flyver til Hongkong via London.

Dette indlæg er blot for lige at teste, at min nye mini computer virker, så jeg er klar til at skrive en masse rejsebreve, som du kan finde her: http://www.travelmarket.dk/travellog/clausjepsen.

Emilie og Josefine

Anja

Helena

Graffittigirl

På et kursus i Århus havde vi lejlighed til at arbejde med denne dygtige og fotogene model i nogle ret farverige omgivelser.

Veninder

I forbindelse med fotografering af en gruppe i Skovby fik de modigste også lavet nogle hurtige portrætbilleder. Pigerne her gav den lidt ekstra gas, så jeg har brugt dem til at lave to forskellige musikvideoer, men med de samme billeder.

Veninder og gangsterrap

Nancy en hanhun

Prøv at tage en kig på denne video: http://www.youtube.com/watch?v=fvTIzrS7FCc .

Det var en guide jeg mødte i Khao Lak. Han var rejseleder på en dagstur ud til Simillian Islands. Et job han nok har haft et stykke tid, men han forstod at sætte lidt kryderi på en ganske almindelig kedelig introduktion, som han fyrer af på Thaiengelsk.

Ina og Martin

Ina, Martin og Figaro

Hastigheden og hidsigheden af musikvideoerne afstemmes efter musikkens rytme og højde.

Wedding in Paris

Shonna og Ottar

Annette og Morten

Test af musikvideo

Arthur

Jacob

Rosa

Arthur

Magnus

Lukas

Wing Chi

Tina

Kirk

Moeslund